Sider

lørdag den 29. juni 2013

Super lækker sommersaft!


Som er totalt dejlig forfriskende og blid i smagen.

Jeg har en stor forkærlighed for rabarbere - jeg kan simpelthen ikke få nok af denne skønne spise! Kompot, saft, syltetøj, kager, tærter, ja alt hvad øjet begærer. Det er bare guf!

Derfor har jeg også en tradition hvert år her i den tidlige sommer i Juni måned, der skal selvfølgelig laves saft! Og jeg har de sidste par år allieret mig med Årstidernes gårdbutik når de har rabarbere og fået mig et godt tilbud - det gjorde jeg selvfølgelig igen i år!

Jeg synes mange af de opskrifter man finder, er alt for søde og ikke sådan helt i skabet, men så faldt jeg for mange år siden, over en råsyltet saft, og den er simpelthen intet mindre end fantastisk! Der er brugt to super lækre krydderier, som går utrolig godt til rabarbere!

Jeg har faktisk givet jer opskriften tidligere - men gentagelse er nogle gange nødvendigt!

Råsyltet rabarbersaft 

3 kg rensede økologiske rabarbere skåret i små stykker
2 økologiske citroner skåret i tynde skiver (fjern kerner og husk nu at de skal være økologiske!)
1 god fed økologisk vanillestang skåret i ca 4 cm lange stykker
60 gram vinsyre (tre breve, som du finder ved sukker og sylteting i velassorterede supermarkeder)
4 liter kogende vand

Sukker til når saften er siet (jeg foretrækker en blanding af alm sukker og rørsukker, men ren rørsukker er vildt lækkert)

Om du vælger at købe økologiske rabarbere er op til dig - men lov mig at du i det mindste køber økologiske citroner, de konventielle burde forbydes! Jovist de er billigere, men helt ærlig! Hvor klamt er det lige med al den overfladebehandling og ned i saften og.... nej jeg synes ikke det er særlig lækkert!
Vanillestænger i økologiske versioner finder du her i UK, hvor de samtidig er super billige. De er utrolig hurtige til at sende og så er det altså bare nogle VILDT lækre stænger! store og fede og saftige! De har også vanillepulver til utrolig god pris! Jeg købte to poser á 56 gram, og måtte give 250 kr inkl porto. Sverige kan godt komme op og matche den pris, men en økologisk vanillepulver i DK kan du ikke finde til den pris, med mindre det er et mere end ualmindeligt godt tilbud....

Nå det var den der saft vi kom fra. Det hele kommes i en stor spand eller gryde, helst 10 liter mindst. Det fylder mere end man lige regner med.

Rør godt rundt, og lad trække i 2 døgn. Rør gerne i det ind i mellem. Har du plads i køleskabet opbevarer du det selvfølgelig der mens det trækker, ellers går det nok også.
Herefter skal du si det hele! Så frem med en stor gryde og et klæde og så ellers bare si det igennem. Husk at presse godt for at få de sidste gyldne dråber med! Efterfølgende måler du op hvor meget du har fået. Og så kommer det der vil få dig til at dåne..... og tænke kan det virkelig være rigtig... ja det kan det godt....

1 kg sukker pr liter siet saft! Ja jeg mener det helt seriøst. Ned i saften med det og røre røre røre til alt sukker er opløst, herefter hælder du det på rensede og skoldede flasker, eller gør som mig, og kommer det i fryseposer og i fryseren. Sukkeret har to fordele her! Det konserverer og hjælper med at hindre at det rådner! samt det søder. Det lyder af utrolig meget sukker, mindre kan også i en snæver vending gøre det, men det gør altså en forskel at komme et kg pr liter saft! Saften er utrolig drøj i brug! Jeg har ofte haft blandingsforhold der hedder 1:9, jo længere hen på året du kommer jo mindre drøj er den, så hedder den nok nærmere 1:4, men så er tiden også til at lave en ny portion, for så er det sommer igen....

Jeg har lige lavet af 6 kg rabarbere og har fået lidt over 16 liter. Det er forskelligt hvor meget det plejer at give af 6 kg, men det plejer at ligge sådan omkring de 15-20 liter saft på flasker. Det lyder af meget, men så har vi også saft til hele året og skal ikke ud og bruge penge i dyre domme på saft!

En ting der kan anbefales, hvis du er til de boblende vine... eller bare generelt en god kold hvidvin, er at blande rabarbersaften op med hvidvin, eller lidt danskvand eller begge dele, det er simpelthen bare så lækker og dejlig sommerlæskende at drikke. Sådan en varm sommeraften når man alligevel sidder ved bålet og griller skumfiduser, hvorfor så ikke nyde et lækkert glas rabarbersaft til!?

Enjoy! Jeg ved at vi gør!

Især når vi lavet kompot af pulpen! Guffe guffe guffe!

søndag den 16. juni 2013

Pizza til aftensmad, pizza til morgenmad, pizza til al mad, pizza gør mig så glad!



Især hvis du spørger min søn ;o) Han har en stor stor forkærlighed for pizza, så vi bager mange af disse herhjemme.

Advarsel - langt indlæg!

Vi skulle til sommerfest i SFO'en, og der er de meget kendte kagekonkurrencer, hvor den flotteste kage vinder en præmie.

Indrømmet, hvor egoistisk det end er, synes jeg det er FEDT at deltage i disse kagekonkurrencer. Jeg nyder at bage kagen og dekorere, og vi har da også god evne til det, vi har vundet 3 år i træk i børnehaven, og nu i SFO'en løb vi med en 2. plads for flotteste kage. Flere var dog ikke enige, og synes bestemt vi skulle have vundet - sjældent har jeg fået så meget ros for mine kager som jeg fik fra forældre til sommerfesten. Det var sgu helt underligt at fremmede forældre stod der og roste min kage og var virkelig imponeret over dem.

Og hvad havde vi så lavet? Jeg tyvstjal ideen fra en anden, og lavede to forskellige Deep pan pizzaer. Altså af kage og dekoreret ! De blev fede og de blev gode. Og jeg har lovet at jeg gerne vil dele opskriften med jer, og hvordan jeg har gjort det! Så selvfølgelig holder jeg ord, at jeg har været lidt (meget) langsom til at få lavet indlægget, handler om at jeg for tiden er ret begrænset i min hverdag pga mit handicap. Men nu kommer indlægget, og så håber jeg jo bare i kan bære over med mig.

Kagen er en simpel BANANKAGE i luksus udgave. Den smager helt igennem vidunderligt. Den er afprøvet i mælkefri, æggefri og glutenfri version, den er afprøvet alle tre på en gang og kun nogle af dem i kombi. Uanset hvad smager den vidunderligt og ER virkelig en luksus kage med banan. Den er svampet, lækker og fugtig og bare... SUPER god!

Opskrift på luksus banankage

350 g margarine (Carlshamn eller flydende Becel for mælkefri)
600 g sukker
6 modne bananer
6 æg (No egg svarende til 6 hele æg)
100 g hakkede valnødder (mandler kan bruges)
100 g hakket mørk chokolade (tjek for glutenfri version)
75 g havregryn (husk en glutenfri version)
2 dl kærnemælk (2 dl havre eller sojamælk - jeg bruger den blå fra naturlig med vanille - og så saft af en halv citron)
3 tsk natron
½ tsk salt
3 tsk vanillesukker
575 g mel (brug endelig Shär mix C - men ellers bare glutenfri mel - men kan klart anbefale Shär)

evt glasur af flormelis, reven appelsinskal og lidt appelsinsaft

Jeg plejer bare at komme det hele i en skål. Alt det tørre i bunden og så det både ovenpå, og så bare pisk godt og grundigt, ca 1 minut på laveste og 3-5 minutter på højeste. 


Bages ca 40 min ved 175-200 gr (varmluft)

For at lave pizzaerne er det vigtigt at du bager i en rund form. Der er MEGET dej i denne portion, så du får uden problemer til 2-3 "pizzaer", jeg fik 2 pizzaer og et juletræ ud af portionen og alle kagerne var høje og flotte, faktisk måtte jeg skære væk på de to pizzaer, fordi de var for høje til bakkerne.... 

Nå, men nu skal du i gang. Du skal en tur forbi pizzamanden, her skal du købe en, eller hvor mange du nu skal bruge,  deep pan pizza æsker. Hvis pizzamanden er i godt humør kan du charmere dig til dem. Det gjorde jeg selvfølgelig ;o) Men jeg har også en evne der he he 

Til at dekorere med skal du bruge fondant og pastafarver. Fondant har jeg købt her, hvor det er både glutenfri, mælkefri og æggefri. og pastafarver har jeg købt her, og der kommer lige en advarsel, siden er stærkt vanedannende og faktisk rigtig billig! Helt præcist har jeg købt disse, som jeg også har omtalte i et tidligere indlæg om larven

Du starter med at farve en passende klump lidt brunlig, så det minder om pizzadej, det behøver ikke være helt jævnt, for det giver strukturer i dejen, som gør det mere realistisk.



Så ruller du det tyndt ud, jeg bruger lidt florsukker så det ikke klister fast i bordet. En god ide hvis det er for stivt og tungt at arbejde med, er lige at varme det få sekunder i mikroovnen. Det gør det meget medgørligt. Men rul tyndt ud, og læg det over kagen. Masser det stille og roligt ned over kagen, så der ikke dannes folder. Det lyder måske ikke lige til, men det er faktisk utroligt nem, tag et lille stykke af gangen. 

Så skal du have lavet noget tomatsovs. Det er lavet af smørcreme som jeg har farvet rødt. Jeg har lavet en smørcreme af smør, florsukker, en smule citronsaft og så rød pastafarve. På med smørcremen, godt ud til kanterne. 


En Pizza uden ost er ikke en pizza, derfor skal du selvfølgelig også have ost på ;o)


Jeg har brugt en hvid mælkefri chokolade, fri for gluten og æg og mælk. Jeg kiggede rundt på google og det lykkedes mig at finde hvid chokolade. En ting jeg faktisk har savnet ganske meget. Jeg har prøvet to forskellige slags nu, og må indrømme at de smager godt. De er forskellige i deres måde at være på, så alle de forskellige slags skal indkøbes og afprøves. Helt bestemt! For hvid chokolade er bare luksus. Men tilbage til pizzaen, riv det ud over pizzaen gerne et godt lag.

Så skal du have pynt på. Som skrevet lavede jeg to, en med skinke og ananas og en med peperoni, oliven og champignion. 







For at få osten til at smelte, kan du med fordel lige komme den under grillen i ovnen i et par sekunder. Så smerter det lidt sammen og ser meget mere autentisk ud. Ydermere har jeg med en pensel malet lidt beige pastafarve på for at få den til at se rigtig pizza fedtet ud ;o)

Her har du et billede af et stykke pizzakage. Den var virkelig god. Her bagt uden gluten og mælk.


Fordi vi havde ekstra dej i overskud, hjalp jeg min søns veninde med at lave en kage også - det var bare et simpelt juletræ, som dog også gjorde stor lykke. Jeg har bare pyntet med almindelig glasur (fulgt som foreslået oppe ved opskriften på kage) og så lidt pynt lavet af fondant. Super let og super lækkert! og til sidst et lille drys sne af florsukker.