Sider

mandag den 8. april 2013

Regnbuekage formet som en larve og rawkugler (romkugler) - sådan imponerer du alle ungerne!

Jeg har næsten lyst til at lade billederne tale for sig selv, men så får jeg nok høvl ;o) 
                                 

                                     



Jeg har lovet at komme med opskriften på en regnbuekage, længere nede i indlægget er opskriften på lækre rawfoodkugler, konfektkugler, romkugler, ja kært barn har mange navne... 
Selve kagen har jeg bare lavet en helt almindelig mazarinkage, eller giftkage som nogle kalder den. Ganske enkelt fordi jeg synes det er den bedste kage til formålet. Sandkager kan sagtens bruge, men jeg synes de er så umådelige kedelige, derfor en mazarinkage, den er mere saftig, har mere karakter, smager bare bedre! Og den er super nem at arbejde med. 
Kagen er lavet i en glutenfri variant og selvfølgelig er den som standard lavet uden mælk, så mælkefri og glutenfri. Jeg har endnu ikke afprøvet den i glutenfri, æggefri og mælkefri på samme tid, men jeg lover at jeg nok skal gøre det, og vende tilbage med resultatet. I første omgang kan jeg bare sige at den smager super godt!
Her er opskriften:

Giftkage - mazarinkage

250 gram sukker
250 gram smør (mælkefri bruger du flydende Becel, eller Carlshamn, eller andet mælkefrit alternativ)
250 gram hvedemel (glutenfri bruger du bare den orange Finax - eller hvad du foretrækker af glutenfri mel, bare husk at bruge 20% mindre af den glutenfri mel)
3 æg
1 tsk vanillesukker
2 tsk bagepulver
1½ dl mælk (for mælkefri bruger du den blå soja fra Naturlig eller anden mælkefri mælk du foretrækker)
1 spsk mandelessens
frugtfarve i de farver du kan lide. Jeg har brugt Wilsons pastafarver for ekstra kraftig regnbue

Sukker og smør piskes luftigt, æg kommes i et af gangen og piskes mellem hvert. 
Mel, mælk, vanille og bagepulver tilsættes og kagen røres. 

Del portionen i det antal farver du vil have, her fire stk, og farv hver med farve. 
                                      
 Så skal kagen lægges sammen så den kan blive regnbuefarvet. Fordi jeg har valgt at lave en larve, bager jeg i en form med hul i midten, alm springform kan bruges, men hvis du har en randform kan det anbefales at bruge denne, det danner en flottere larve!

Så lægger du farverne i, lag for lag - hvis du ikke bruger en randform, så læg en klat i midten, hele tiden lægger du ny farve ovenpå den forrige, farven fordeler sig selv og danner flot flot mønster!

Så skal kagen sådan set bare i ovnen! 175 grad i ca 30-60 minutter, alt efter form, størrelse osv. Min fik ca 50 minutter.

Hvis du vil have nedenstående resultat ud af det, så følger du bare videre.

Kagen skal skæres, så du kan danne en larve. Det er vigtigt at du sætter den på det fad du skal bruge med det samme, da den ikke er mulig at flytte rundt på efterfølgende!


Så laver du en frosting, jeg har valgt at lave en royal icing denne gang, af æggehvide og flormelis.

1 bæger æggehvide
ca 2-300 gram flormelis
1 spsk citron (kan udelades men gør bare noget godt for smagen!)

Piskes godt og luftig. Tilsæt flormelis lidt af gangen, den må endelig ikke blive for tør, men heller ikke for tynd. Den skal være let at smøre med dog!

Nu skal kagen have første lag!


Mens det lige står og tørrer lidt, så laver du lækre rawkugler imens, opskriften er let:

Rawkugler (konfektkugler - sunde romkugler)

300 gram dadler (ikke for tørre, hvis de er tørre, sæt da i blød først)
2½ dl cashewnødder
2½ dl kokosflager (de små man køber i alm forretninger også kaldet kokosmel i alm supermarked)
½ dl appelsinsaft (kan til nøds erstattes af vand, men anbefaler klart frisk appelsinsaft)
2-4 spsk raw kakao efter smag og behag. Vi kommer altid fire i.
1 tsk vanillepulver (ikke sukker)
et drys cayennepeber
lidt reven appelsinskal

Kør nødderne til mel, kom resten af ingredienserne i, til det samler sig til en kugle i foodprocessoren. Hvis den er for tør, kan lidt vand tilsættes.

Trilles til mundrette kugler og vendes i kokos. Vi har farvet kokos med lidt pastafarve og trillet resten i krymmel.

Så skal kagen have resten af icing på, og pyntes, så den fremstår sådanne!


Og se lige hvilken lækkerbisken den bliver til !
Super flot i farverne og bare så lækker og indbydende at se på faktisk. Både børn og voksne var svært imponeret over kagen!


Umiddelbart før servering har jeg fyldt fadet med frugt og rawkuglerne. Denne gang har vi puttet ananas, jordbær og vindruer på fadet. Så larven kan mæske sig tyk og fed undervejs... hvis ellers den overlever!









Ingen kommentarer: