Jeg starter lige ud med at undskylde på forhånd!
Undskyld at jeg ikke har opdateret, at jeg ikke har lagt gode mælkefrie opskrifter ud. Undskyld mange gange!
Jeg har været underdrejet alt muligt. Har haft en masse kampe der skulle tages, det har jeg stadig, så bloggen er bare kommet i sidste række. Men for at råde bod på det nu, vil jeg give jer en opskrift på lidt usundt som faktisk også er lidt sund.
Kan i mon gætte hvad det er?
Det er nemlig rigtigt, en træstamme, endda en sund træstamme!
Normalt laves de jo af kagerester, og jeg tænkte at det må da kunne lade sig gøre at lave dem lidt sundere, eller hvad? Vil det stadig være lige så godt? Vil det stadig smage som det skal smage?
Ja og nej er svaret, en træstamme er og bliver kun en træstamme hvis den er lavet på kagerester, men den her er meget derhen af! Bestemt!
Jeg har valgt at lave en marcipan selv, så der skal i starte ud, så den lige kan ligge lidt på køl og samle sig til en lækker masse!
Hjemmelavet grov marcipan:
190 gram mandler
190 gram florsukker
1 bæger æggehvide eller ca 1-1½ æg (jeg brugte hviden fra et stort æg)
Mandler hakkes i blenderen, foodprocesser eller hvad du nu har, det skal være mel. Da jeg godt kan lide en lidt grovere marcipan, vælger jeg ikke at tage skalden af!
Når mandler er hakket til mel, blander du sukkeret og hviden i og så ælter du det ellers bare i hånden til en samlet masse. Skal det være rigtig sjovt farver du med lidt pastafarve. I en pose eller skål og på køl med det, når det er æltet fint sammen.
Træstammer:
2 dl rosiner
2 dl dadler
1 dl abrikoser
1 dl mandler
1 dl hasselnødder
1 dl kokosmel
6 spsk stærk kaffe
1 moden banan
1/2 dl kakao (jeg kom nærmere 1½ dl i og kunne sagtens tåle mere - jeg bruger raw kakao)
3 tsk romessens
1/2 tsk kanel
1/2 dl havregryn
Det hele blandes i en foodprocessor til en ensartet masse. Hvor grov du ønsker det er op til dig! Formes til små træstammer. Jeg fik 14 af passende størrelse ud af denne portion.
Stilles på køl.
Imens ruller du marcipanen ud i passende tykkelse. Max en halv cm vil jeg mene, ellers kan det hurtigt blive for kvalm! Husk at drysse bordet med florsukker så det ikke hænger i.
Alle træstammer pakkes ind i en rulle marcipan.
Husk enderne ikke skal dækkes!
Stil på køl og gå igang med chokoladen.
Raw Chokolade til at dyppe enderne med:
50 g Kakaosmør
30 g Raw kakaopulver
3 spsk agavesirup
et knips himmalaya eller havsalt (salt i chokoladen, får den til at smage sødere og mindre bitter)
et drys vanille
Kakaosmør smeltes forsigtigt over et vandbad. Når det er smeltet blandes de resterende ingredienser i og chokoladen er klar til brug.
Tag træstammerne ud af køleskabet og dyb begge ender i chokolade og lad størkne før de nydes og spises hver og en!
Du kan sagtens køre den lette vej og bare nøjes med købemarcipan og købechokolade, det er ikke forbudt. Men jeg synes det er sjovt at lave det hele fra bunden. Det er god læring for børnene og de får hurtigt et helt andet forhold til mad og snoller!
Men mange ting er sket, siden jeg sidst skrev her på siden. Jeg holdt i år en dejlig fødselsdag med en flok venner og blev overordentligt begavet. De gav mig en opvaskemaskine som en samlet gave. Så så man mig stå der og tude af glæde. Den var meget kærkommen!
Desværre har mine led fået det dårligere. Rigtig meget... Jeg er afhængig af krykker næsten dagligt, pga smerter. Jeg er blevet sendt videre til undersøgelser og går bare og afventer. Det er ulideligt. Jeg er efterhånden nået dertil, hvor jeg bare håber at de finder et eller andet, så der er et svar. Så jeg kan få den rette behandling.
Julen nærmer sig og jeg vil gøre hvad jeg kan, for at lægge gode mælkefrie opskrifter på julebagværk. Hvis der er bestemte ting du gerne vil have, så sig endelig til. Hold mig nu fast på, at jeg skal blive bedre til det her, ikke?
Og rigtig dejlig dag til jer!