Sider

torsdag den 4. august 2011

En skøn mælkefri bolognese!

En rigtig bolognese skal smage af noget, den skal have saft og kraft og den skal være cremet og lækker. En god bolognese skal ikke nydes med tørt kedelig pasta, den skal nydes med omtanke og lækker frisk pasta, det fuldender smagsoplevelsen til fulde! Den kan også nydes bare med lidt salat og grønt til, og stadig komme til sin ret.

Men hvordan får man så en lækker lækker bolognese der er mælkefri, cremet og lækker? Jo ser i.... jagten er gået ind, og jeg er kommet frem til en dejlig opskrift, som hvis jeg selv skal sige det, er helt helt i top!

En stor portion på ca 2 kilo bolognese (men så er der jo også masser af det til fryseren!)

200 g finthakket bacon (jeg bruger kalkun)
100 g hakket løg
100 g gulerødder i fine tern
100 g bladselleri i fine tern - det letteste er bare at køre selleri og gulerødder i foodprocesseren så lægger ungerne heller ikke mærke til grøntsagerne ;)
3 laurbærblade
600 g hakket, magert oksekød
400 g hakket, magert svinekød (jeg bruger kylling)
300 ml tør hvidvin - lad endelig være med at købe en dyr en til formålet, find bare en god billig tør vin
1 kg tomater fra dåse der lige blendes med stavblenderen
500 ml frisk mælk (her bruger jeg en brik oatly havrefløde og havremælk for resten op til 500 ml
Sort peber og salt efter smag

Og nu skal du så igang! Tålmodighed er vigtig - det skal simre og trække smag!

Kom bacon i en stor tykbundet gryde, og steg over svag varme, indtil fedtet er smeltet. Tilsæt løg og rør, indtil løget er gennemsigtigt. Tilsæt gulerødder, bladselleri og laurbærblade og sauter, indtil grøntsagerne begynder at blive bløde og tage farve, men endelig ikke for meget.

Skru godt op for varmen, og tilsæt hakkekødet, som du lige krydrer med salt og peber først. Rør rundt, indtil kødet er gennemstegt. Hæld hvidvin i retten, og lad det boble, indtil vinen er fordampet. Tilsæt blendede tomater, og kog over svag varme i to timer, du husker selvfølgelig lige at skrue ned for blusset. Efter en times tid tilsættes mælk lidt efter lidt. Lad bolognesen simre i yderligere en time. Spæd op med mere mælk eller bouillon, hvis sovsen bliver for tyk. Smag til med salt til sidst. Og så er det bare om at nyde!